Den nøgen havesnegl (Arion hortensis) er kendt ved at åndehullet ligger foran midtlinjen af det skjold, der dækker forkroppen. Dette kan tydeligt ses på de billeder jeg har taget af sneglen, selve åndehullet lagde jeg først mærke til derhjemme...
Først troede jeg åndehullet var en eller anden form for parasit...
Kveller kaldes også salturt.
Planten på billedet er en vade-salturt, som er almindelig ved bl.a. Vadehavet.
Den lever på vader og i vandhuller på strandenge.
Vade-salturt kan blive mellem 15 - 25 cm høj og blomstrer i august og september.
Kveller, (vist af ty. Queller, af quellen 'vælde frem, pible', opr. måske om fugtig jordbund), Salicornia, planteslægt i salturtfamilien, som if. den nyeste forskning regnes for at være en del af amarant-familien.
Revling, planteslægt i lyngfamilien med to arter af stedsegrønne dværgbuske med tætsiddende, ericoide blade (se ill.) og violette blomster.
Alm. revling, Empetrum nigrum, er normalt tvebo med enkønnede blomster, der sidder i tætte stande i bladhjørnerne. De sorte, spiselige stenfrugter indeholder op til ti sten; smagen er fad. Arten er vidt udbredt på den nordlige halvkugle i den tempererede og arktiske zone.
1 Blad set fra undersiden. 2 Blomstrende skud. 3 Tværsnit af blad, der viser den ericoide struktur, karakteriseret ved det nåleformede udseende, og ved at bladundersiden med spalteåbninger er beskyttet mod udtørring ved de tilbagerullede bladrande.
Spalten til det vindstille rum, der ses som en hvid stribe på undersiden, er yderligere lukket af bladets randhår. 4 Frugtknude med støvfang. 5 Tv. hanblomst, i midten tvekønsblomst og th. hunblomst. 6 Skud med frugter, revlingebær, også kaldet krage- eller sortebær.
Calluna kommer af det græske kallyno, der betyder pynte op eller feje ud, og planten har fået dette navn, fordi man fra gammel tid har brugt de tørre lyngris til fremstilling af koste.
Vulgaris betyder almindeligt forekommende, og det gælder for denne plante, hvor der er hede strækninger eller sandbakker. Hedelyng har korte, nåleformede blade og små klokkeformede, rødviolette eller sjældnere hvide blomster i ensidige klaser på grenspidserne. Den trives bedst på mager jord med et reaktionstal omkring 4 - dvs. surbund - og den tåler bedre end de fleste andre planter både blæst og tørke som er en god forudsætning for at kunne leve på øen Sild.
Klokkelyngen er en 10 – 30 cm høj spinkel plante med kransstillede, nåleformede blade, der typisk vokser på de fugtigere hedestrækninger, højmoser og klitheder. Ofte ser man den tydeligt markere overgangen mellem den tørre og den mere fugtige del af terrænet. Klokkelyng blomstrer lidt tidligere end hedelyng med velduftende rosa blomster, der som små klokker sidder i en lille dusk i spidsen af skuddet.
Netop klokkelyngens tidlige blomstring i forhold til hedelyngen gør, at det i gode år, hvor varme, vand og vind er tilpas, er muligt for bierne at fremstille en næsten ren klokkelynghonning. En sidste betingelse, der skal være opfyldt, er at der skal være klokkelyng i en mængde i nærheden, så bierne finder det umagen værd at trække på den og ikke de andre blomster, der er på den tid af året. Er disse betingelser opfyldt bliver resultatet en næsten overvældende aromatisk og kraftig honning.
